Bitten Clausen blev født den 20. oktober 1912, og ville i dag være fyldt 110 år.
Bitten Clausen var den første kvindelige bestyrelsesformand for en stor privat virksomhed i Danmark, og stiftede i 1971 Bitten & Mads Clausens Fond.
Pioner på mange fronter
Bitten Clausen var forud for sin tid, da hun fremtidssikrede Danfoss med stiftelsen af Bitten & Mads Clausens Fond i 1971. Hun indtrådte selv som fondens første formand og forklarede senere: ”En afgørende faktor for denne beslutning var ønsket om, at det fælles livsværk, der var skabt gennem Danfoss, kunne forblive på danske hænder og fortsætte i min mands og min ånd.
Hun mindes i dag som en pioner for kvindelige ledere og for social ansvarlighed.
Helt fra de første år af Danfoss' grundlæggelse indtog Bitten en vigtig rolle som fortrolig sparringspartner for sin mand, Danfoss’ grundlægger, Mads Clausen. Efter Mads Clausens pludselige død i 1966 trådte Bitten frem og tog ansvaret som bestyrelsesformand for Danfoss.
Bitten Clausen var den første kvinde i Danmark, som blev bestyrelsesformand for en så stor privat virksomhed som Danfoss. De kvindelige bestyrelsesformænd før hende var det typisk ikke for private virksomheder, men derimod for foreninger som kun var for kvinder fx KFUK, Kvinderegensen, kristelige organisationer m.v.
Jytte Nielsen, Informationsspecialist ved Det Kongelige Bibliotek
I løbet af de fem år som Bitten Clausen var bestyrelsesformand for Danfoss, steg salget med 75 procent, og virksomheden voksede fra cirka 7.000 til mere end 10.000 medarbejdere. Bitten Clausen huskes dog især for sit store sociale engagement.
I begyndelsen af 1970’erne var CSR (Corporate Social Responsibility) en stort set ukendt praksis i Danmark, men Bitten Clausen havde allerede siden Danfoss’ første dage været pioner for social ansvarlighed, og hun skabte som en af de første erhvervsledere sammenhæng mellem virksomhedens strategi og sociale aktiviteter.
Bitten Clausen formåede at forene Danfoss’ markante vækst med en inkluderende kultur, der bl.a. førte til oprettelsen af velfærdsordninger for medarbejderne, bedre muligheder for sygeorlov, skåneordninger, uddannelsesfonde for de ansatte m.v.
I 1975 blev Bitten Clausen udnævnt til ridder af Dannebrogordenen og i 1990 ridder af 1. grad. Hun var desuden udnævnt til æresborger i Nordborg.
Bitten Clausen døde i 2016, 103 år gammel, men hendes holdninger og engagement er stadig en del af Danfoss og Bitten & Mads Clausens Fond idag.