mandag den 26. november 2018 13.16

Rejsegilde på CIE-bygning

Rammerne til Center for Industriel Elektronik er snart på plads

Håndværkerne blev fejret med pølser og øl

Håndværkerne blev fejret med pølser og øl

Sune Holst, SDU

Fredag den 23. november 2018 fejredes håndværkerne på CIE-byggeriet ved Alsion. De har rejst huset i rekordfart, og dermed holder tidsplanen for færdiggørelse inden kommende skoleår.

Det er kun syv måneder siden, at første spadestik til CIE- byggeriet blev taget; den 6. april 2018. Byggeriet forventes overdraget i juni 2019. Bygningen opføres for LINAK og Bitten & Mads Clausens Fond for mellem 70 - 80 mio. kr. og huser laboratorier, testfaciliteter og projektrum, der sikrer uddannelser på internationalt niveau. 

Elektonik-uddannelser

Bygningen bliver hjemsted for Center for Industriel Elektronik, som dækker over tre nye ingeniøruddannelser, der imødekommer lokale virksomheders efterspørgsel på kvalificerede elektronikingeniører. Med CIE får virksomheder som bl.a. LINAK og Danfoss adgang til den nyeste viden og de dygtigste hjerner, så de kan fortsætte med at skabe globale løsninger til deres kunder.

Det er et ganske særligt byggeri, der fredag var rejsegilde for. Det bliver værkstedbygning for de nye elektronikuddannelser, og skal bl.a. bruges til at udføre elektroniske test og forsøg. Derfor er huset sikret mod rystelser via forstærkede konstruktioner, og der er vibrations-absorberende løsninger i både loft og gulv.

Det var en glad direktør fra Linak, som holdt  tale på vegne af bygherrerne. Bent Jensen roste håndværkernes flotte arbejde, og entreprenøren for at holde budget og tidsplan. Han slog samtidig fast, at udviklingen i Sønderborg ikke sluttede med dette byggeri. Den dag der ikke bygges i kommunen mere, er den nemlig gået i stå.

Borgmester Erik Lauritzen tilsluttede sig det udsagn, og takkede på hele byrådets vegne Bitten & Mads Clausens Fond og Linak for samarbejdet om udvikling i Sønderborg Kommune.

Rådgivere og entreprenør på CIE

CIE-byggeriet er fem etager høj ligesom resten af Alsion, og udvendigt vil huset blive beklædt med granit, så det matcher de 10 andre blokke i Alsion. Arkitekter og ingeniører på CIE er hhv. Arkitema og Rambøll, med Hoffmann A/S som totalentreprenør på opførelsen.

Center for Industriel Elektronik er opstået i et unikt samarbejde mellem Danfoss A/S, LINAK A/S, Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og SDU. Parterne investerer tilsammen 176 millioner kroner i projektet. Centeret er kommet godt fra start, bl.a. med ansættelse af Thomas Ebel som centerleder, optagelse som kompetence-center ved European Cluster Power Electronics (ECPEU) og regeringens godkendelse af uddannelserne. I marts 2018 søgte de første unge fra hele Europa ind på CIE, og de er nu godt i gang med det første semester.