Mandag den 4. december 2017 præsenterede Bitten & Mads Clausens Fond, i samarbejde med Gad's Forlag, en engelsksproget bog om øen Als i et historisk, kulturelt og aktuelt perspektiv.
Bogen er en bred og alment tilgængelig præsentation af Als, dens mennesker, natur og historie, skrevet til såvel udlændinge som til ”alsingerne” selv. Den primære målgruppe er dog udenlandske forretningsforbindelse, tilflyttere og turister. Bogen udgives derfor på engelsk.
"The Island of Als" udspringer af et projekt startet tilbage i 2014, hvor Danfoss' bestyrelsesformand, Jørgen Clausen, første gang kontaktede historiker og forfatter Inge Adriansen med en idé om at præsentere Als for de mange udenlandske besøgende, der hvert år gæster Danfoss. Ideen blev støttet af Bitten & Mads Clausens Fond, som har finansieret udgivelsen.
Inge Adriansen var tidligere museumsinspektør på Sønderborg Slot, og adjungeret professor. Hun var på Als og i Sønderjylland en stor og elsket personlighed, som qua sit mangeårige virke på Sønderborg slot kendte områdets historie og udvikling indgående. Det kunne hun formidle det med indsigt og begejstring, hvilket bogen er et tydeligt eksempel på. Inge Adriansen døde den 27. oktober 2017, men nåede med en ukuelig energi at færdiggøre bogen inden.