/media/kb2nmlxg/byenshavn-panorama-oktober-2020.jpg?width=1280&height=720&rnd=133465093394600000

Sønderborg Havneselskab

Sønderborg Havneselskab bidrog i perioden 2006 til 2020 med at realisere en markant omdannelse af Sønderborgs industrihavn.

Sønderborg Havneselskab blev etableret af Sønderborg Kommune og Bitten & Mads Clausens Fond den 10. november i 2006, med henblik på at realisere en markant omdannelse af Sønderborgs industrihavn.

Med en vision om, at byens havn skal bidrage til, at Sønderborg er en levende by med høj kvalitet og stor tiltrækningskraft, var det Havneselskabets opgave at skabe et område der er unik i Danmark. Et område der er tiltrækkende for både byens beboere, tilflyttere og gæster, og et område man gerne vil rejse til for at opleve.

Det var ambitionen at udvikle byens havn til et vartegn for Sønderborg og et samlingspunkt for både kommunens borgere, erhvervslivet og turisterne. Fra hotel til multikulturhus og erhvervsbyggeri er havnen blevet et sted man kommer, for at opleve og være sammen. 

Realisering af drømme

Det ambitiøse og visionære projekt er samlet i en masterplan af den verdensberømte arkitekt Frank Gehry. Den repræsenterer Sønderborgs ånd: Vi drømmer ikke kun stort, vi realiserer også vores drømme.

Frank Gehry’s projekt sikrede, at Sønderborgs tidligere industrihavn blev præget af enestående arkitektur, høj kvalitet og mange aktiviteter. Grundtanken bag Gehry’s masterplan var, at alle bygninger indgår som uadskillelige tandhjul, hvilket betyder at bygningerne trods deres unikke arkitektur skaber et samlet og sammenhængende udtryk. Omdrejningspunktet for masterplanen er et centralt torv, der bl.a. samler hotel, bibliotek, kultur og erhvervsbyggeri, og binder havnen sammen med byen.

Nogle af de dokumenter som lå til grund for udviklingen af Byens Havn og de designkriterier som byggerierne skal leve op til, er bl.a. Gehrys Masterplan, en designguide udarbejdet af Juul og Frost og et bilag til købsaftalerne. Disse dokumenter er samlet og kan læses her. 

Havneselskabet blev nedlagt i 2020, da de sidste grunde i Byens Havn var solgt til investorer.