Den 3. oktober blev der landet over holdt Arkitekturens Dag hvor kommuner, kulturinstitutioner, foreninger, udviklere, tegnestuer og arkitekter inviterede alle interesserede til at se, mærke og tale om arkitektur.
Arkitekturens Dag
Temaet for 2022 var "Stedsans", hvilket refererer til en tilgang hvor byggerier udvikles og bygges med sans for stedets særlige identitet, kvaliteter og udfordringer – dét særlige, der gør det enkelte sted til lige præcis sit sted og ikke til andre steder.
Ved arrangementet på Multikulturhuset i Sønderborg var det et af Fondens byggerier som opnåede anerkendelse i årets kategori, nemlig Sergenten.
I begrundelsen for anderkendelsen stod bl.a.:
Transformationen af den gamle garage- og værkstedsbygning ved Sønderborg Kaserne til event- og konferencecenter er et fornemt eksempel på en flot og stemningsfyldt revitalisering af en efterladt og funktionstømt bygning, udført med afsæt i stedets præmisser.
Fra fagjuryens udtalelse
I Bitten & Mads Clausens Fond er vi utroligt glade og stolte over den flotte anerkendelse, og takker alle involverede for det store arbejde med at realisere projektet: Zeni arkitekter, Rambøll, de dygtige håndværkere, personalet på Alsik og leverandørerne af udstyr og møbler i høj kvalitet.
Sergenten er en del af Steigenberger Alsik Hotel & Spa, som i de nye rammer kan supplere mulighederne på hotellet, når der holdes store konferencer, koncerter og events.
Med Sergenten har Sønderborg fået et helt unikt trækplaster, som ikke alene fastholder og formidler den stedlige udviklingshistorie, men samtidig tilfører oplevelsesmæssig kvalitet og arkitektonisk diversitet til det historiske kaserneområde.
Fra fagjuryens udtalelse
Se denne flotte dronefilm som Zeni Arkitekterne har lavet inde fra Sergenten, hvor man kan se hvordan de rå ydermure og oprindelige tagspær er bevaret i en ny og moderne bygning.