mandag den 1. september 2025 12.00

Innovation har ingen alder

Produktpris til 96 årig Danfoss Veteran

Jørgen og Anette Clausens Produktpris

Jørgen og Anette Clausens Produktpris

Danfoss

Vagn Bender fra Nordborg på Als er blevet tildelt Jørgen & Anette Clausens Product Prize 2025 for sin vedholdende opfindsomhed. 

Det skete ved en reception mandag den 1. september 2025 i Danfoss-stifterne Mads og Bitten Clausens villa i Nordborg. Jørgen og Anette Clausen stod selv for overrækkelsen, under overværelse af bl.a. repræsentanter fra Fonden for Entreprenørskab, Bitten & Mads Clausens fond og Danfoss. 

Vagn Bender sammen med Jørgen og Anette Clausen

Vagn Bender har som 96-årig fået patent på sin nyeste af flere opfindelser: ”ManoMate”, en enkel handske der hjælper ældre med slidgigt i hænderne til et bedre greb om f.eks. gelændere. Produktet er allerede i produktion via hjælpemiddelfirmaet Birdhouse.

Vagn Bender begyndte sin karriere hos Danfoss som den første udviklingsingeniør inden for hydraulik. Efter 44 år i Danfoss sluttede han som chef for det forretningssegment, der i dag hedder Danfoss Power Solutions. Han er idag æresmedlem i Danfoss Historisk Forening, og har dokumenteret sin erfaring i bogen Danfoss Hydraulik gennem 40 år, hvori han beskriver etableringen og udviklingen af hydraulikforretningsområdet hos Danfoss sammen med Mads Clausen.

Jørgen Mads Clausen, formand emeritus for Danfoss, sagde om overrækkelsen af Produktprisen:

Vagn Bender er et levende bevis på, at nysgerrighed og opfindsomhed ikke har nogen alder. Hans engagement og evne til at omsætte idéer til løsninger, som hjælper andre, er inspirerende for os alle. Det er virkelig imponerende, at han i en alder af 96 år får et patent og et produkt i produktion. Det skal anerkendes. Mange ældre har gode idéer som vi bør gøre brug af, men det er ofte ualmindeligt vanskeligt at få idéer der kan patenteres. Danmark har behov for flere opfindere.

Jørgen Mads Clausen, Formand Emeritus, Danfoss

Lars Tveen, CEO i Bitten & Mads Clausens Fond - og bestyrelsesformand i STEAR - holdt en tale i forbindelse med overrækkelsen, hvor han blandt andet fremhævede Vagn Bender som repræsentant for essensen af Danfoss' DNA. 

Mads Clausen skabte Danfoss på netop principper om innovation og et langsigtet perspektiv. Det blev videreført under Jørgen og Peter Mads Clausen, der også beviste, at for at overleve og trives, må man konstant udvikle sig, udfordre status quo og turde satse på nye ideer. Det kræver soliditet og et langt tålmodigt perspektiv på udviklingen. 

Disse principper, som Danfoss er grundlagt på, er  Vagn Bender personificeringen af. Selv efter at være gået på pension, har han bibeholdt sin tilknytning til Danfoss gennem Danfoss Historisk Forening, og har bibeholdt sin evne til at tænke ud af boksen, eksperimentere - og at fejle. Innovation kommer ikke altid let, men er en investering i fremtiden, der kan betale sig mange gange.

Dit seneste patent er et bevis på, at alder ingen hindring er for innovation. Du er et strålende eksempel på, at nysgerrighed og passion kan vare hele livet. Det minder os alle om, at vi ikke må stoppe med at lære, udforske og skabe. Vi skal altid turde tage ”the bold moves”.

Lars Tveen, CEO Bitten & Mads Clausens Fond og Bestyrelseformand for STEAR

Bitten & Mads Clausens Fond støtter aktivt innovation og entreprenørskab gennem STEAR, der skal sikre, at iværksætterånden fortsætter med at blomstre i Sønderborg.

STEAR er et ambitiøst initiativ, der er skabt for at hjælpe iværksættere med at modne og kommercialisere deres innovative idéer. Gennem et tæt partnerskab med Syddansk Universitet (SDU) fungerer STEAR som en platform, hvor startups får støtte til at udvikle deres teknologiske løsninger og bringe dem fra værkstedet og ud på markedet.

Læs mere om Stear ved at følge dette link:

STEAR